Nattehimlens objekter i marts

Månen

Månefaser i marts

06. marts: Nymåne
14. marts: Første kvarter
21. marts: Fuldmåne
28. marts: Sidste kvarter

Månen er det nærmeste større himmelobjekt, den er kun omkring 380 000
kilometer fra Jorden. Den skifter udseende fra aften til aften, fordi den
bevæger sig rundt om Jorden på 27 døgn.

Ved nymåne ses Månen slet ikke, fordi Solen lyser på den side, der vender væk fra Jorden. En uges tid senere er Månen i første kvarter. Her er den fremme som en tiltagende halvmåne om aftenen og belyses af Solen fra siden, så halvdelen af den side, der vender mod Jorden, er belyst. Et par uger efter nymåne er Månen fuld, fordi hele den belyste side vender mod Jorden. Midt mellem fuldmåne og den følgende nymåne er Månen i sidste kvarter, hvor den kan ses som en aftagende halvmåne i morgentimerne.

Månen ses bedst i kikkert når den er halv, mens fuldmånen ikke tager sig så godt ud. Det skyldes at fuldmånen er belyst af Solen fra samme retning som vi ser den, så vi ikke ser skygger på måneoverfladen, som derfor ser konturløs ud. Halvmånen belyses derimod fra siden, så kraterrandene kaster lange skygger og fremtræder tydeligere. På billedet ses månen fire dage efter nymåne, ligesom den ser ud lørdag 10. marts.

Månen optaget 1. februar 2017, fire dage efter nymåne. Foto: Colin, Wikimedia Commons

De åbne stjernehobe NGC 869 og NGC 884 i Perseus

Midt mellem stjernebillederne Perseus og Cassiopeia kan man på en klar, mørk nat se en tåget klat. Det er de åbne stjernehobe NGC 869 og NGC 884. De to hobe er meget unge – kun 10-20 millioner år. Til sammenligning er Jordens og hele Solsystemet 4½ milliard år gamle. De to stjernehobe er 7-8000 lysår fra os. Som de fleste andre åbne stjernehobe ses de med Mælkevejens lysende bånd som baggrund. I en håndkikkert kan man som regel se de to hobe adskilt og i en astronomisk kikkert er de et af de smukkeste syn på nattehimlen. Hobene står på vesthimlen om foråret, højt i syd om efteråret og mod vest om foråret. De er på himlen hele året rundt.

De åbne stjernehobe NGC 869 og NGC 884. Den dobbelte stjernehob NGC 869 (til højre) og NGC 884 (til venstre) i stjernebilledet Perseus. Foto: Wikimedia Commons
Den dobbelte stjernehob NGC 869 (til højre) og NGC 884 (til venstre) i stjernebilledet Perseus. Foto: Wikimedia Commons

Den kugleformede stjernehob Messier 3 i Jagthundene

Messier 3 i stjernebilledet Jagthundene er den første større kugleformede stjernehob, vi kan se tidligt om foråret. Den kan ses på aftenhimlen i nærheden af den klare stjerne Arcturus allerede fra marts og det meste af året.

Betegnelsen kugleformede stjernehobe skyldes at stjernerne i dem ligge i en rund, kugleformet fordeling modsat de åbne hobe, hvor stjernerne er mere jævnt fordelt.

Kuglehobene er meget gamle, de er dannet samtidigt med Mælkevejen for omkring 12 milliarder år siden. Der er flere hundrede tusinde stjerner i sådan en hob. Når de alligevel lyser forholdsvis svagt på himlen er det fordi, de er langt væk. Messier 3 er over 30 000 lysår fra os.

kugleformede stjernehob. Kuglehoben Messier 3 optaget med et 61cm teleskop 30.maj 2009 på Mount Lemmon i Arizona, USA. Foto: Adam Block/Mount Lemmon SkyCenter/University of Arizona
Kuglehoben Messier 3 optaget med et 61cm teleskop 30.maj 2009 på Mount Lemmon
i Arizona, USA. Foto: Adam Block/Mount Lemmon SkyCenter/University of Arizona

Messier 51 i Jagthundene

Messier 51 er en meget smuk spiralgalakse, som ses lige fra fladen. Med lidt god vilje kan man på en klar, mørk aften skimte spiralmønstret. Dens ledsagergalakse, NGC 5195 har påvirket Messier 51 med sin tyngdekraft og nærmeste vredet de yderste spiralarme en smule. Messier 51 er den galakse, hvor spiralmønstret første gang blev observeret. I 1845 opdagede Jarlen af Rosse i Irland spiralarmene med sin hjemmebyggede kikkert, der med en diameter på 180cm var sin tids største.

Spiralgalaksen Messier 51 i stjernebilledet Jagthundene. Den står nær Karlsvognens halespids.
Spiralgalaksen Messier 51 i stjernebilledet Jagthundene. Den står nær Karlsvognens halespids. Foto: NASA/ESA.

Messier 42 i Orion

Stjernebilledet Orion ses på himlen mod syd om vinteren. Det er et af de største, flotteste og nemmest genkendelige stjernebilleder. De fleste kender Orions bælte – de tre stjerner, der danner en skrå line midt i stjernebilledet.

Under bæltet ses Orions sværd som tre stjerner, der er noget svagere end de tre bæltestjerner og som står lodret over hinanden. I en håndkikkert kan man tydeligt se at den midterste stjerne i sværdet ikke er nogen helt almindelig stjerne. Det er i virkeligheden det lyseste kerneområde i Oriontågen.

I et stjernekikkert er Oriontågen et imponerende syn. Bølgende tågedannelser fylder hele synsfeltet og der er adskillige grupper af stjerner i tågen. Der er tale om unge, varme og lysstærke stjerner. De er dannet indenfor de sidste få millioner år – det er for ganske nylig i stjernernes målestok. Mange af dem lyser mere end 10 000 gange så meget som Solen.

Oriontågen er et sted, hvor der dannes nye stjerner. Tågen består af store skyer, der mest består af brint og helium, de to letteste grundstoffer. Stjernerne dannes ved at dele af skyerne trækker sig sammen på grund af deres egen tyngdekraft. Oriontågen er op mod 1400 lysår væk.

Øverst til venstre i Orion ses den klare rødlige stjerne Betelgeuse. Den er en af de allerstørste og kraftigst lysende stjerner, vi kender. Betelgeuses lysstyrke er over 100 000 gange større end Solens. Den er flere hundrede millioner kilometer i diameter, over 600 gange så stor som Solen. Hvis den blev anbragt på Solens plads ville banerne for Merkur, Venus, Jorden og Mars være langt indenfor overfladen.

Oriontågen – Messier 42. Billedet er sat sammen af 520 optagelser fra 2004-2006 med Hubble rumteleskopets ACS-kamera. Foto: NASA, ESA

Planeten Mars

Set med det blotte øje lyser Mars som en klar stjerne på sydvesthimlen med en tydelig orange farve. I starten af marts står den i stjernebilledet Vædderen og i slutningen af måneden bevæger den sig ind i Tyren. Den er forholdsvis lille, dens diameter er knap 6800km, omkring det halve af Jordens.

Set i kikkerten fremtræder Mars som en lille orangefarvet skive, hvor man med lidt held kan se mørke markeringer på overfladen og en hvid polkalot omkring den pol, der har vinter.

Mars optaget fra Viking 1 rumsonden 22. februar 1980. Foto: NASA
Mars optaget fra Viking 1 rumsonden 22. februar 1980. Foto: NASA