Nattehimlens objekter i marts 2020

Andre måneders objekter

marts
april
maj

Om aftenen i marts står stjernebilledet Tvillingerne med de klare stjerner Castor og Pollux højt på Sydhimlen, mens Sirius, himlens klareste stjerne, står længere nede, lavt på sydhimlen. Karlsvognen står højt mod nordøst, mens Cassiopeia står lige så højt mod nordvest. Karlsvognen og Cassiopeia står nogenlunde modsat hinanden i forhold til Nordstjernen, så når den ene står nær zenit står den anden lavt mod nord. Løven med de klare stjerner Regulus og Denebola er ved at stå op mod sydøst. Orion og Tyren står lavt mod sydvest.

For de morgenfriske
Nederst på siden omtales nogle af de objekter, man kan se på morgenhimlen før det bliver lyst.

Månen

Månefaser i marts

02. marts: Første kvarter
09. marts: Fuldmåne
16. marts: Sidste kvarter
24. marts: Nymåne

Månen er det nærmeste større himmelobjekt, den er kun omkring 380 000
kilometer fra Jorden. Den skifter udseende fra aften til aften, fordi den
bevæger sig rundt om Jorden på 27 døgn.

Ved nymåne ses Månen slet ikke, fordi Solen lyser på den side, der vender væk fra Jorden. En uges tid senere er Månen i første kvarter. Her er den fremme som en tiltagende halvmåne om aftenen og belyses af Solen fra siden, så halvdelen af den side, der vender mod Jorden, er belyst. Et par uger efter nymåne er Månen fuld, fordi hele den belyste side vender mod Jorden. Midt mellem fuldmåne og den følgende nymåne er Månen i sidste kvarter, hvor den kan ses som en aftagende halvmåne i morgentimerne.

Månen ses bedst i kikkert når den er halv, mens fuldmånen ikke tager sig så godt ud. Det skyldes at fuldmånen er belyst af Solen fra samme retning som vi ser den, så vi ikke ser skygger på måneoverfladen, som derfor ser konturløs ud. Halvmånen belyses derimod fra siden, så kraterrandene kaster lange skygger og fremtræder tydeligere. På billedet ses månen fire dage efter nymåne, ligesom den ser ud lørdag 28. marts.

Månen optaget 1. februar 2017, fire dage efter nymåne. Foto: Colin, Wikimedia Commons

De åbne stjernehobe NGC 869 og NGC 884 i Perseus

Midt mellem stjernebillederne Perseus og Cassiopeia kan man på en klar, mørk nat se en tåget klat. Det er de åbne stjernehobe NGC 869 og NGC 884. De to hobe er meget unge – kun 10-20 millioner år. Til sammenligning er Jordens og hele Solsystemet 4½ milliard år gamle. De to stjernehobe er 7-8000 lysår fra os. Som de fleste andre åbne stjernehobe ses de med Mælkevejens lysende bånd som baggrund. I en håndkikkert kan man som regel se de to hobe adskilt og i en astronomisk kikkert er de et af de smukkeste syn på nattehimlen. Hobene står på vesthimlen om foråret, højt i syd om efteråret og mod vest om foråret. De er på himlen hele året rundt.

De åbne stjernehobe NGC 869 og NGC 884. Den dobbelte stjernehob NGC 869 (til højre) og NGC 884 (til venstre) i stjernebilledet Perseus. Foto: Wikimedia Commons
Den dobbelte stjernehob NGC 869 (til højre) og NGC 884 (til venstre) i stjernebilledet Perseus. Foto: Wikimedia Commons

Den kugleformede stjernehob Messier 3 i Jagthundene

Messier 3 i stjernebilledet Jagthundene er den første større kugleformede stjernehob, vi kan se tidligt om foråret. Den kan ses på aftenhimlen i nærheden af den klare stjerne Arcturus allerede fra marts og det meste af året.

Betegnelsen kugleformede stjernehobe skyldes at stjernerne i dem ligge i en rund, kugleformet fordeling modsat de åbne hobe, hvor stjernerne er mere jævnt fordelt.

Kuglehobene er meget gamle, de er dannet samtidigt med Mælkevejen for omkring 12 milliarder år siden. Der er flere hundrede tusinde stjerner i sådan en hob. Når de alligevel lyser forholdsvis svagt på himlen er det fordi, de er langt væk. Messier 3 er over 30 000 lysår fra os.

kugleformede stjernehob. Kuglehoben Messier 3 optaget med et 61cm teleskop 30.maj 2009 på Mount Lemmon i Arizona, USA. Foto: Adam Block/Mount Lemmon SkyCenter/University of Arizona
Kuglehoben Messier 3 optaget med et 61cm teleskop 30.maj 2009 på Mount Lemmon
i Arizona, USA. Foto: Adam Block/Mount Lemmon SkyCenter/University of Arizona

Messier 51 i Jagthundene

Messier 51 er en meget smuk spiralgalakse, som ses lige fra fladen. Med lidt god vilje kan man på en klar, mørk aften skimte spiralmønstret. Dens ledsagergalakse, NGC 5195 har påvirket Messier 51 med sin tyngdekraft og nærmeste vredet de yderste spiralarme en smule. Messier 51 er den galakse, hvor spiralmønstret første gang blev observeret. I 1845 opdagede Jarlen af Rosse i Irland spiralarmene med sin hjemmebyggede kikkert, der med en diameter på 180cm var sin tids største.

Spiralgalaksen Messier 51 i stjernebilledet Jagthundene. Den står nær Karlsvognens halespids.
Spiralgalaksen Messier 51 i stjernebilledet Jagthundene. Den står nær Karlsvognens halespids. Foto: NASA/ESA.

Messier 42 i Orion

Stjernebilledet Orion ses på himlen mod syd om vinteren. Det er et af de største, flotteste og nemmest genkendelige stjernebilleder. De fleste kender Orions bælte – de tre stjerner, der danner en skrå line midt i stjernebilledet.

Under bæltet ses Orions sværd som tre stjerner, der er noget svagere end de tre bæltestjerner og som står lodret over hinanden. I en håndkikkert kan man tydeligt se at den midterste stjerne i sværdet ikke er nogen helt almindelig stjerne. Det er i virkeligheden det lyseste kerneområde i Oriontågen.

I et stjernekikkert er Oriontågen et imponerende syn. Bølgende tågedannelser fylder hele synsfeltet og der er adskillige grupper af stjerner i tågen. Der er tale om unge, varme og lysstærke stjerner. De er dannet indenfor de sidste få millioner år – det er for ganske nylig i stjernernes målestok. Mange af dem lyser mere end 10 000 gange så meget som Solen.

Oriontågen er et sted, hvor der dannes nye stjerner. Tågen består af store skyer, der mest består af brint og helium, de to letteste grundstoffer. Stjernerne dannes ved at dele af skyerne trækker sig sammen på grund af deres egen tyngdekraft. Oriontågen er op mod 1400 lysår væk.

Øverst til venstre i Orion ses den klare rødlige stjerne Betelgeuse. Den er en af de allerstørste og kraftigst lysende stjerner, vi kender. Betelgeuses lysstyrke er over 100 000 gange større end Solens. Den er flere hundrede millioner kilometer i diameter, over 600 gange så stor som Solen. Hvis den blev anbragt på Solens plads ville banerne for Merkur, Venus, Jorden og Mars være langt indenfor overfladen.

Oriontågen – Messier 42. Billedet er sat sammen af 520 optagelser fra 2004-2006 med Hubble rumteleskopets ACS-kamera. Foto: NASA, ESA

De følgende objekter kan ses efter midnat på morgenhimlen indtil solopgang.

For de morgenfriske

Planeten Jupiter

Jupiter er solsystemets største planet. Den står hele måneden i stjernebilledet Ophiucus eller Slangebæreren.

I kikkerten kan man se de to mørke striber og på en god aften også den røde plet, der på billedet ses i højre side af det nederste mørke bælte. På billedet kan man også se skyggen af en af Jupiters måner. Månen ses selv som en lille hvid cirkel lige til venstre for midten af det nederste bælte.

Ud over planeten selv kan man som regel se dens fire største måner, Io, Europa, Ganymedes og Callisto.

Jupiter står lavt på sydhimlen i morgentimerne i marts. I starten af måneden står den op hen mod 5:30  og i løbet af måneden står den tidligere og tidligere op. Sidst i marts står Jupiter op omkring 4:30. Jupiter står stadig  nær det sydligste punkt i sin bane, så den kommer ikke ret højt over horisonten mod syd.

Planeten Jupiter optaget fra CAssini rumsonden 7. decemner 2000. Foto: NASA/JPL/Space Science Institute
Planeten Jupiter optaget fra Cassini rumsonden 7. december 2000. Foto: NASA/JPL/Space Science Institute

Planeten Saturn

Saturn er solsystemets næststørste planet. Den er omgivet af et smukt ringsystem, som kan ses i selv små stjernekikkerter. Saturn står op omkring 5:45 i starten af april og ved 5-tiden sidst på måneden.

I disse år står den nær det sydligste punkt i sin bane i stjernebilledet Skytten, nogenlunde hvor Solen står om vinteren. Derfor slæber den sig ganske lavt henover sydhimlen.

Saturn
I disse år ses Saturns ringe i nogenlunde samme vinkel som på dette billede, der er optaget med Hubble rumteleskopet i oktober 2000. Foto: NASA and The Hubble Heritage Team (STScI/AURA).

Planeten Mars

Set med det blotte øje lyser Mars som en klar stjerne på sydvesthimlen med en tydelig orange farve. I næsten hele marts står den i stjernebilledet Skytten men 31. marts bevæger den sig ind i Stenbukken. Den er forholdsvis lille, dens diameter er knap 6800km, omkring det halve af Jordens. I marts står Mars op ved 5-tiden. Sidst i marts står Mars og Saturn knap 1° fra hinanden.

Set i kikkerten fremtræder Mars som en lille orangefarvet skive, hvor man med lidt held kan se mørke markeringer på overfladen og en hvid polkalot omkring den pol, der har vinter.

Mars optaget fra Viking 1 rumsonden 22. februar 1980. Foto: NASA
Mars optaget fra Viking 1 rumsonden 22. februar 1980. Foto: NASA