Stjernehimlen i maj
Om aftenen i maj står stjernebilledet Jomfruen med den klare stjerne Spica på sydhimlen, og Karlsvognen står i zenit lige over vores hoveder. Svanen er ved at stå op mod nordøst og Lyren lidt højere mod øst. De indeholder de klare stjerner Deneb og Vega. Løven ses på sydvesthimlen og Tvillingerne mod vest. Hercules og Boötes står mod sydøst. Boötes indeholder Arcturus, den klareste stjerne nord for himlens ækvator. Man kan nemt finde Arcturus, fordi Karlsvognens vognstang peger på den.
For de morgenfriske
Nederst på siden omtales nogle af de objekter, man kan se på morgenhimlen før det bliver lyst.
Månen
Månefaser i maj 2019
05. maj: Nymåne
12. maj: Første kvarter
18. maj: Fuldmåne
26. maj: Sidste kvarter
Månen er det nærmeste større himmelobjekt, den er kun omkring 380 000
kilometer fra Jorden. Den skifter udseende fra aften til aften, fordi den
bevæger sig rundt om Jorden på 27 døgn.
Ved nymåne ses Månen slet ikke, fordi Solen lyser på den side, der vender væk fra Jorden. En uges tid senere er Månen i første kvarter. Her er den fremme som en tiltagende halvmåne om aftenen og belyses af Solen fra siden, så halvdelen af den side, der vender mod Jorden, er belyst. Et par uger efter nymåne er Månen fuld, fordi hele den belyste side vender mod Jorden. Midt mellem fuldmåne og den følgende nymåne er Månen i sidste kvarter, hvor den kan ses som en aftagende halvmåne i morgentimerne.
Månen ses bedst i kikkert når den er halv, mens fuldmånen ikke tager sig så godt ud. Det skyldes at fuldmånen er belyst af Solen fra samme retning som vi ser den, så vi ikke ser skygger på måneoverfladen, som derfor ser konturløs ud. Halvmånen belyses derimod fra siden, så kraterrandene kaster lange skygger og fremtræder tydeligere. På billedet ses månen fire dage efter nymåne, ligesom den ser ud torsdag 9. maj.
Galakserne Messier 84, Messier 86, NGC 4387 og NGC4388 i Virgo galaksehoben – den himmelske smiley
Virgo galaksehoben findes i området mellem stjernebillederne Løven og Jomfruen. Den indeholder omkring 1000 galakser og er 50-60 millioner lysår fra os. På billedet ses de store elliptiske galakser Messier 84 og Messier 86 samt et antal mindre galakser. De fire galakser i billedets centrale del danner – med lidt god vilje – et ansigt eller en smiley med M84 og M86 som øjnenene, NGC 4388 nederst som munden og NGC 4387 i midten som næsen. Man kan skimte smiley’en i på en god aften i Wieth-Knudsen Observatoriets 40cm kikkert. De fire galakser fylder lidt mindre end Månen på himlen. Virgo galaksehoben er på himlen fra marts og hele foråret – indtil det bliver for lyst til at se de fjerne galakser.
De åbne stjernehobe NGC 869 og NGC 884 i Perseus
Midt mellem stjernebillederne Perseus og Cassiopeia kan man på en klar, mørk nat se en tåget klat. Det er de åbne stjernehobe NGC 869 og NGC 884. De to hobe er meget unge – kun 10-20 millioner år. Til sammenligning er Jordens og hele Solsystemet 4½ milliard år gamle. De to stjernehobe er 7-8000 lysår fra os. Som de fleste andre åbne stjernehobe ses de med Mælkevejens lysende bånd som baggrund. I en håndkikkert kan man som regel se de to hobe adskilt og i en astronomisk kikkert er de et af de smukkeste syn på nattehimlen. Hobene står på vesthimlen om foråret, højt i syd om efteråret og mod øst om efteråret. De er på himlen hele året rundt.
De kugleformede stjernehobe Messier 3 i Jagthundene og Messier 13 i Hercules
Messier 3 i stjernebilledet Jagthundene er den første større kugleformede stjernehob, vi kan se tidligt om foråret. Den kan ses på aftenhimlen i nærheden af den klare stjerne Arcturus allerede fra marts og det meste af året. Messier 3 er over 30 000 lysår fra os.
Messier 13 i stjernebilledet Hercules er den klareste kugleformede stjernehob, vi kan se på himlen fra vores breddegrader. I en håndkikkert eller søgeren på en stjernekikkert kan man se, at der er to tydelige stjerner af 8. størrelsesklasse nær hoben, der danner en stumpvinklet trekant. Messier 13 er omkring 22 000 lysår væk.
Betegnelsen kugleformede stjernehobe skyldes at stjernerne i dem ligge i en rund, kugleformet fordeling modsat de åbne hobe, hvor stjernerne er mere jævnt fordelt.
Kuglehobene er meget gamle, de er dannet samtidigt med Mælkevejen for omkring 12 milliarder år siden. Der er flere hundrede tusinde stjerner i sådan en hob. Når de alligevel lyser forholdsvis svagt på himlen er det fordi, de er langt væk.
Modsat de åbne stjernehobe findes kuglehobene koncentreret om Mælkeevejens centrum, der ligger i stjernebilledet Skytten. Set fra Danmark står Skytten altid så lavt på himlen, at vi kun kan se den nordligste del af stjernebilledet. Derfor ser vi flest af den på nattehimlen i sommer- og efterårsmånederne, når Skytten stikker lidt op over horisonten om natten.
i Arizona, USA. Foto: Adam Block/Mount Lemmon SkyCenter/University of Arizona
De planetariske tåger M57 i Lyren og M27 i Ræven
Planetariske tåger dannes i de sidste faser af forholdsvis små stjerners liv. Det er kun stjerner, der vejer mindre en otte gange Solens masse, der ender på denne måde. Større stjerner eksploderer – det kaldes en supernova.
En planetarisk tåge dannes på en meget mere blid måde. Stjernens yderste lag – faktisk det meste af den – nærmest blæses ud fra den.
Samtidig trækker de inderste dele af stjernen sig sammen og danner en kompakt kerne, der kun er på størrelse med Jorden. Kernen danner den centrale stjerne i den planetariske tåge. Den er meget varm fordi den jo har ligget lunt og godt midt inde i stjernen.
En sådan tåge kan man se i en kikkert. Den kaldes en planetarisk tåge fordi de ofte er runde og ligner en planet i små kikkerter. I sensommeren og efteråret kan man se to meget flotte eksemplarer på nattehimlen. Den ene er Ringtågen eller Messier 57 i stjernebilledet Lyren. Den fremtræder som en lille, men tydelig ring, der nærmest minder om en røgring. Ringtågen ses på østhimlen fra mørkets frembrud og resten af natten.
På billeder ser den ofte farvestrålende ud som på dette billede fra Hubble rumteleskopet. Når vi ser i kikkerten kan vi ikke se farverne og tågen ser grålig ud. De celler i øjet, der kan skelne farver er ikke særlig følsomme, så derfor ser vi ikke farverne i svag belysning. Det siges at i mørke er alle katte grå. Det gælder desværre også for himmellegemerne. Det er kun de klareste stjerner som f.eks. Arcturus, der viser farver og det er endda ikke særlig tydeligt.
Den anden tydelige planetariske tåge er Håndvægten, Messier 27. Nogle respektløse amatørastronomer kalder den for Æbleskroget og det er faktisk ikke nogen helt dårlig beskrivelse af dens udseende. Den er større og noget mere diffus end Ringtågen. Messier 27 står i starten af maj op ved 22-tiden og kan fra Wieth-Knudsen Observatoriet ses over træerne mod nordøst fra omkring 23:30. Sidst på måneden kan den ses hele natten.
Messier 51 i Jagthundene
Messier 51 er en meget smuk spiralgalakse, som ses lige fra fladen. Med lidt god vilje kan man på en klar, mørk aften skimte spiralmønstret. Dens ledsagergalakse, NGC 5195 har påvirket Messier 51 med sin tyngdekraft og nærmeste vredet de yderste spiralarme en smule. Messier 51 er den galakse, hvor spiralmønstret første gang blev observeret. I 1845 opdagede Jarlen af Rosse i Irland spiralarmene med sin hjemmebyggede kikkert, der med en diameter på 180cm var sin tids største.
Planeten Mars
Set med det blotte øje lyser Mars som en ikke specielt klar stjerne på vesthimlen med en tydelig orange farve. Den står i stjernebilledet Tyren i starten af maj og bevæger sig ind i Tvillingerne 17. maj. Den går ned kort efter midnat.
Set i kikkerten fremtræder Mars som en lille orangefarvet skive, hvor man med lidt held kan se mørke markeringer på overfladen og en hvid polkalot omkring den pol, der har vinter. Den er forholdsvis lille, dens diameter er knap 6800km, omkring det halve af Jordens.
De følgende objekter kan ses efter midnat på morgenhimlen indtil solopgang.
For de morgenfriske
Planeten Jupiter
I kikkerten kan man se de to mørke striber og på en god aften også den røde plet, der på billedet ses i højre side af det nederste mørke bælte. På billedet kan man også se skyggen af en af Jupiters måner. Månen ses selv som en lille hvid cirkel lige til venstre for midten af det nederste bælte.
Ud over planeten selv kan man som regel se dens fire største måner, Io, Europa, Ganymedes og Callisto.
Jupiter står lavt på sydhimlen i morgentimerne i maj. I starten af måneden står den op kort efter midnat og i løbet af måneden står den tidligere og tidligere op. I år står Jupiter nær det sydligste punkt i sin bane, så den kommer ikke ret højt over horisonten mod syd.
Planeten Saturn
Saturn er solsystemets næststørste planet. Den er omgivet af et smukt ringsystem, som kan ses i selv små stjernekikkerter.
Den står i disse år i stjernebilledet Skytten, nogenlunde hvor Solen står om vinteren. I 2018 nåede den det sydligste punkt i sin bane. Derfor slæber den sig ganske lavt henover sydhimlen. I starten af måneden står den op efter kl. 2 og sidst på måneden kort efter midnat.
