Nattehimlens objekter i april 2019

Andre måneders objekter

marts
april

Om aftenen i april står stjernebilledet Løven med de klare stjerner Regulus og Denebola højt på Sydhimlen, og Karlsvognen står i zenit lige over vores hoveder. Cassiopeia står lavt på Nordhimlen. Karlsvognen og Cassiopeia står nogenlunde modsat hinanden i forhold til Nordstjernen, så når den ene står nær zenit står den anden lavt mod nord. Jomfruen med den klare stjerne Spica ses på sydøsthimlen og Tvillingerne mod vest. Hercules og Boötes står mod øst. Boötes indeholder Arcturus. den klareste stjerne nord for himlens ækvator.

For de morgenfriske
Nederst på siden omtales nogle af de objekter, man kan se på morgenhimlen før det bliver lyst.

Slalom på stjernehimlen

Se Pallas passere mellem stjernerne i Wieth-Knudsen Observatoriet

Natten mellem 9. og 10. april holder vi åbent i Wieth-Knudsen Observatoriet  fra kl. 22 og nogle timer frem. Vejrudsigten ser fremragende ud. Alle er velkomne.

Natten mellem 9. og 10. april bevæger asteroiden 2 Pallas sig mellem stjernerne Muphrid og 7 Boötis i den sydvestlige del af stjernebilledet Boötes. Muphrid er en nogenlunde klar stjerne, der står omkring 5°  vest – til højre – for den meget klare stjerne Arcturus. Dens størrelsesklasse er 2,7, så den kan som regel ses med det blotte øje. 7 Boötis er meget svagere med en størrelsesklasse på 5,7. Den kræver nok en kikkert,  skarpe øjne eller en  mørk himmelbaggrund – eller helst altsammen på én gang. De to stjerner står 34′ fra hinanden, lidt over ½°.  2 Pallas er endnu svagere, kun en smule klarere end 8. størrelseklasse.  Den kan kun ses i kikkert.

Muphrids koordinater på himlen er:
Rektascension (RA):  13h 54m 41s
Deklination: +18° 23′ 52″

Muphrid kaldes også bl.a. η Boötis, SAO 100766 eller Hipparcos 67927. Katalognumrene kan bruges til at rette en automatisk kikkert mod den.

7 Boötis‘ koordinater er:
Rektascension: 13h 53m 13s
Deklination:  +17° 55′ 58″

Den har katalognumrene SAO 100751 og Hipparcos 67787. Det er næppe alle kikkerter, der har den med i deres database, men den er nem at finde godt en halv grad sydvest for Muphrid.

Til højre ses Muphrid, 7 Boötis og 2 Pallas som de står i forhold til Arcturus, som ses øverst til venstre..
Asteroiden 2 Pallas‘ position hver anden time fra kl. 20 tirsdag 9. april til kl. 6 onsdag 10. april. Kortene er lavet med XEphem programmet.

Månen

Månefaser i april 2019

05. april: Nymåne
12. april: Første kvarter
19. april: Fuldmåne
27. april: Sidste kvarter

Månen er det nærmeste større himmelobjekt, den er kun omkring 380 000
kilometer fra Jorden. Den skifter udseende fra aften til aften, fordi den
bevæger sig rundt om Jorden på 27 døgn.

Ved nymåne ses Månen slet ikke, fordi Solen lyser på den side, der vender væk fra Jorden. En uges tid senere er Månen i første kvarter. Her er den fremme som en tiltagende halvmåne om aftenen og belyses af Solen fra siden, så halvdelen af den side, der vender mod Jorden, er belyst. Et par uger efter nymåne er Månen fuld, fordi hele den belyste side vender mod Jorden. Midt mellem fuldmåne og den følgende nymåne er Månen i sidste kvarter, hvor den kan ses som en aftagende halvmåne i morgentimerne.

Månen ses bedst i kikkert når den er halv, mens fuldmånen ikke tager sig så godt ud. Det skyldes at fuldmånen er belyst af Solen fra samme retning som vi ser den, så vi ikke ser skygger på måneoverfladen. Derfor ser den flad og konturløs ud. Halvmånen belyses derimod fra siden, så kraterrandene kaster lange skygger og fremtræder tydeligere. På billedet ses månen fire dage efter nymåne, ligesom den ser ud tirsdag 9. april.

Månen optaget 1. februar 2017, fire dage efter nymåne. Foto: Colin, Wikimedia Commons

Galakserne Messier 84, Messier 86, NGC 4387 og NGC4388 i Virgo galaksehoben – den himmelske smiley

Virgo galaksehoben findes i området mellem stjernebillederne Løven og Jomfruen. Den indeholder omkring 1000 galakser og er 50-60 millioner lysår fra os. På billedet ses de store elliptiske galakser Messier 84 og Messier 86 samt et antal mindre galakser. De fire galakser i billedets centrale del danner – med lidt god vilje – et ansigt eller en mellemfornøjet smiley med Messier 84 og Messier 86 som øjnene, NGC 4388 nederst som munden og NGC 4387 i midten som næsen. Man kan skimte smiley’en i på en god aften i Wieth-Knudsen Observatoriets 40cm kikkert. De fire galakser fylder lidt mindre end Månen på himlen. Virgo galaksehoben er på himlen fra marts og hele foråret – indtil det bliver for lyst til at se de fjerne galakser.

Den himmelske smiley og nogle af de andre galakser i Virgo galaksehoben. Foto: Hyperion 130, Wikimedia Commons.
Den himmelske smiley og nogle af de andre galakser i Virgo galaksehoben. Foto: Hyperion 130, Wikimedia Commons.

De åbne stjernehobe NGC 869 og NGC 884 i Perseus

Midt mellem stjernebillederne Perseus og Cassiopeia kan man på en klar, mørk nat se en tåget klat. Det er de åbne stjernehobe NGC 869 og NGC 884. De to hobe er meget unge – kun 10-20 millioner år. Til sammenligning er Jordens og hele Solsystemet 4½ milliard år gamle. De to stjernehobe er 7-8000 lysår fra os. Som de fleste andre åbne stjernehobe ses de med Mælkevejens lysende bånd som baggrund. I en håndkikkert kan man som regel se de to hobe adskilt og i en astronomisk kikkert er de et af de smukkeste syn på nattehimlen. Hobene står på vesthimlen om foråret, højt i syd om efteråret og mod øst om efteråret. De er på himlen hele året rundt, men om sommeren står de lavt i
nord og tager sig ikke så godt ud.

De åbne stjernehobe er som regel forholdsvis unge og ses langs Mælkeevejens bånd hen over himlen.

De åbne stjernehobe NGC 869 og NGC 884. Den dobbelte stjernehob NGC 869 (til højre) og NGC 884 (til venstre) i stjernebilledet Perseus. Foto: Wikimedia Commons
Den dobbelte stjernehob NGC 869 (til højre) og NGC 884 (til venstre) i stjernebilledet Perseus. Foto: Wikimedia Commons

De kugleformede stjernehobe Messier 3 i Jagthundene og Messier 13 i Hercules

Messier 3 i stjernebilledet Jagthundene er den første større kugleformede stjernehob, vi kan se tidligt om foråret. Den kan ses på aftenhimlen i nærheden af den klare stjerne Arcturus allerede fra marts ogfrem til starten af november. Messier 3 er over 30 000 lysår fra os.

Messier 13 i stjernebilledet Hercules er den klareste kugleformede stjernehob, vi kan se på himlen fra vores breddegrader. I en håndkikkert eller søgeren på en stjernekikkert kan man se, at der er to tydelige stjerner af 8. størrelsesklasse nær hoben, der danner en karakteristisk stumpvinklet trekant med hoben ved den stumpe vinkel. Messier 13 er omkring 22 000 lysår væk.

Betegnelsen kugleformede stjernehobe skyldes at stjernerne i dem ligge i en rund, kugleformet fordeling modsat de åbne hobe, hvor stjernerne er mere jævnt fordelt.

Kuglehobene er meget gamle, de er dannet samtidigt med Mælkevejen for omkring 12 milliarder år siden. Der er flere hundrede tusinde stjerner i sådan en hob. Når de alligevel lyser forholdsvis svagt på himlen er det fordi, de er langt væk.

Modsat de åbne stjernehobe findes kuglehobene koncentreret om Mælkevejens centrum, der ligger i stjernebilledet Skytten. Derfor ser vi flest af den på nattehimlen i sommer- og efterårsmånederne, når Skytten stikker lidt op over horisonten om natten. Set fra Danmark står Skytten altid så lavt på himlen at vi kun kan se den nordligste del af stjernebilledet.

kugleformede stjernehob. Kuglehoben Messier 3 optaget med et 61cm teleskop 30.maj 2009 på Mount Lemmon i Arizona, USA. Foto: Adam Block/Mount Lemmon SkyCenter/University of Arizona
Den kugleformede stjernehob Messier 3 optaget med et 61cm teleskop 30.maj 2009 på Mount Lemmon i Arizona, USA. Foto: Adam Block/Mount Lemmon SkyCenter/University of Arizona
Kuglehoben Messier 13. Billedet er sammensat af optagelser fra Jorden  i 1990’erne og nyere optagelser fra Hubble rumteleskopet. Foto: Noel Carboni, NASA/Jet Propulsion Laboratory

Messier 51 i Jagthundene

Messier 51 er en meget smuk spiralgalakse, som ses lige fra fladen. Med lidt god vilje kan man på en klar, mørk aften skimte spiralmønstret. Dens ledsagergalakse, NGC 5195 har påvirket Messier 51 med sin tyngdekraft og nærmeste vredet de yderste spiralarme en smule. Messier 51 er den galakse, hvor spiralmønstret første gang blev observeret. I 1845 opdagede Jarlen af Rosse i Irland spiralarmene med sin hjemmebyggede kikkert, der med en diameter på 180cm var sin tids største.

Spiralgalaksen Messier 51 i stjernebilledet Jagthundene. Den står nær Karlsvognens halespids.
Spiralgalaksen Messier 51 i stjernebilledet Jagthundene. Den står nær Karlsvognens halespids. Foto: NASA/ESA.

Planeten Mars

Set med det blotte øje lyser Mars som en ikke specielt klar stjerne på vesthimlen med en tydelig orange farve. Den står i stjernebilledet Tyren i hele april. Den er forholdsvis lille, dens diameter er knap 6800km, omkring det halve af Jordens.

Set i kikkerten fremtræder Mars som en lille orangefarvet skive, hvor man med lidt held kan se mørke markeringer på overfladen og en hvid polkalot omkring den pol, der har vinter.

Mars optaget fra Viking 1 rumsonden 22. februar 1980. Foto: NASA
Mars optaget fra Viking 1 rumsonden 22. februar 1980. Foto: NASA

De følgende objekter kan ses efter midnat på morgenhimlen indtil solopgang.

For de morgenfriske

Planeten Jupiter

Jupiter er solsystemets største planet. Den står hele måneden i stjernebilledet Ophiucus eller Slangebæreren.

I kikkerten kan man se de to mørke striber og på en god aften også den røde plet, der på billedet ses i højre side af det nederste mørke bælte. På billedet kan man også se skyggen af en af Jupiters måner. Månen ses selv som en lille hvid cirkel lige til venstre for midten af det nederste bælte.

Ud over planeten selv kan man som regel se dens fire største måner, Io, Europa, Ganymedes og Callisto.

Jupiter står lavt på sydhimlen i morgentimerne i april. I starten af måneden står den op efter 2:30 og i løbet af måneden står den tidligere og tidligere op. Sidst i april står Jupiter op omkring tre kvarter efter midnat. I år står Jupiter nær det sydligste punkt i sin bane, så den kommer ikke ret højt over horisonten mod syd.

Planeten Jupiter optaget fra CAssini rumsonden 7. decemner 2000. Foto: NASA/JPL/Space Science Institute
Planeten Jupiter optaget fra Cassini rumsonden 7. december 2000. Foto: NASA/JPL/Space Science Institute

Planeten Saturn

Saturn er solsystemets næststørste planet. Den er omgivet af et smukt ringsystem, som kan ses i selv små stjernekikkerter. Saturn står op ved 4-tiden i starten af april og omkring 2:30 sidst på måneden.

I disse år står den nær det sydligste punkt i sin bane i stjernebilledet Skytten, nogenlunde hvor Solen står om vinteren. Derfor slæber den sig ganske lavt henover sydhimlen.

Saturn
I disse år ses Saturns ringe i nogenlunde samme vinkel som på dette billede, der er optaget med Hubble rumteleskopet i oktober 2000. Foto: NASA and The Hubble Heritage Team (STScI/AURA).

De planetariske tåger Messier 57 i Lyren og Messier 27 i Ræven

Planetariske tåger dannes i de sidste faser af forholdsvis små stjerners liv. Det er kun stjerner, der vejer mindre en otte gange Solens masse, der ender på denne måde. Større stjerner eksploderer – det kaldes en supernova.

En planetarisk tåge dannes på en meget mere blid måde. Stjernens yderste lag – faktisk det meste af den – nærmest blæses ud fra den.

Samtidig trækker de inderste dele af stjernen sig sammen og danner en kompakt kerne, der kun er på størrelse med Jorden. Kernen danner den centrale stjerne i den planetariske tåge. Den er meget varm fordi den jo har ligget lunt og godt midt inde i stjernen.

En sådan tåge kan man se i en kikkert. De kaldes en planetariske tåger, fordi de ofte er runde og ligner en planet i små kikkerter. I sensommeren og efteråret kan man se to meget flotte eksemplarer på nattehimlen. Den ene er Ringtågen eller Messier 57 i stjernebilledet Lyren. Den fremtræder som en lille, men tydelig ring, der nærmest minder om en røgring. Ringtågen står op ved 20-tiden i starten af april og ses på østhimlen efter midnat. Sidst på måneden er den på himlen fra mørkets frembrud og resten af natten.

På billeder ser den ofte farvestrålende ud som på dette billede fra Hubble rumteleskopet. Når vi ser i kikkerten kan vi ikke se farverne og tågen ser grålig ud. De celler i øjet, der kan skelne farver er ikke særlig følsomme, så derfor ser vi ikke farverne i svag belysning. Det siges at i mørke er alle katte grå. Det gælder desværre også for himmellegemerne. Det er kun de klareste stjerner som f.eks. Arcturus, der viser farver og det er endda ikke særlig tydeligt.

Den anden tydelige planetariske tåge er Håndvægten, Messier 27. Nogle respektløse amatørastronomer kalder den for Æbleskroget og det er faktisk ikke nogen helt dårlig beskrivelse af dens udseende. Den er større og noget mere diffus end Ringtågen. Messier 27 står i starten af april op kort før midnat og sidst på måneden ved 22-tiden.

Ringtågen, Messier 57, optaget med Hubble rumteleskopet. Foto: The Hubble Heritage Team (AURA/STScI/NASA/ESA).
Ringtågen, Messier 57, optaget med Hubble rumteleskopet. Foto: The Hubble Heritage Team (AURA/STScI/NASA/ESA).
Håndvægten - Messier 27. Æbleskrogformen fremgår tydeligt. Billedet er optaget med Very Large Telescope på Paranal i Chile. Foto: ESO
Håndvægten, Messier 27. Æbleskrogformen fremgår tydeligt. Billedet er optaget med Very Large Telescope på Paranal i Chile. Foto: ESO