Billeder optaget med Wieth-Knudsens Observatoriets kikkerter.

 

Billeder

Dobbeltstjernern 61 Cygni optaget 31. juli 2014. Foto;: Michael Quaade
Dobbeltstjernen 61 Cygni optaget 31. juli 2014 med 40cm kikkerten. Foto;: Michael Quaade
Dobbeltstjernen 61 Cygni optaget 23. juli 2015. Foto: Michael Quaade
Dobbeltstjernen 61 Cygni optaget 23. juli 2015 med 40cm kikkerten. Foto: Michael Quaade
Dobbeltstjernen 61 Cygni optaget 28. juli 2016 med 40cm kikketen. Foto;: Michael Quaade
Dobbeltstjernen 61 Cygni optaget 28. juli 2016 med 40cm kikketen. Foto;: Michael Quaade

Dobbeltstjernen 61 Cygni er den stjerne, der udviser den næststørste egenbevægelse set fra Jorden. Den flytter sig 5″ om året. På disse to billeder optaget med omkring et års mellemrum er det tydeligt at se, at dobbeltstjernen har flyttet sig i forhold til den svage baggrundsstjerne lige til højre for 61 Cyg A, den klareste, øverste  komponent.

I 1835 lykkedes det for F.W. Bessel at måle parallaksen for 61 Cygni. Det var første gang, det lykkedes at måle parallaksen for en stjerne. Parallaksen er den vinkel, som afstanden mellem Solen og Jorden ses under fra stjernen. Den er 0,286″ – mindre end en tredjedel buesekund. Det svarer til en afstand på 3,5 parsec eller 11,5 lysår.

Solen

Solen optaget i hvidt lys 21. august 2015 kl. 11:11 med Wieth-Knudsen Observatoriets solkikkert. Bemærk solpletgruppen, der ses som lyse områder på H-alpha optagelsen. Foto: Michael Quaade
Solen optaget i hvidt lys 21. august 2015 kl. 11:11 med Wieth-Knudsen Observatoriets solkikkert. Bemærk solpletgruppen, der ses som lyse områder på H-alpha optagelsen. Foto: Michael Quaade
Solen optaget i H-alpha lys (bølgelængde på 656nm) med Wieth-Knudsen Observatoriets solkikkert. 21. august 2015. Bemærk de store protuberanser langs Solens venstre rand. Foto Michael Quaade.
Solen optaget i H-alpha lys (bølgelængde på 656nm) med Wieth-Knudsen Observatoriets solkikkert. 21. august 2015. Bemærk de store protuberanser langs Solens venstre rand. Foto Michael Quaade.

I hvidt lys ses Solens “overflade”.

Solpletterne er mørke områder på soloverfladen. De opstår ved at magnetiske fænomener transporterer energi væk fra fotosfæren og køler den af, så den i solpeltterne har en temperatur på 4000-4500K i stedet for fotosfærens normale 5800K. Det er temperaturforskellen, der får dem til at virke mørke i sammenligning med resten af solskiven.

Hα (H-alpha) filtret lader kun lys med en bølgelængde på 656nm, der svarer til Hα spektrallinien fra brint, slippe igennem. Vores øjne opfatter det lys som rødt, så Solen fremtræder med en smuk dybrød farve.

På biledet ses protuberanser – store skyer af svagt lysende materiale, der ses langs langs den venstre del af solranden, hvor de ses på baggrund af himlen, der er helt mørk i Hα lys.

 Månen

Månen optaget med Wieth-Knudsen Observatoriets 40cm kikkert 28. september 2010. Foto: Michael Quaade.
Månen optaget med Wieth-Knudsen Observatoriets 40cm kikkert 28. september 2010, 9 dage før nymåne. Foto: Michael Quaade.
Månen optaget med 40cm kikkerten 29. november 2014, 9 dage efter nymåne. Foto: Ola Jakup Joensen.
Månen optaget med 40cm kikkerten 29. november 2014, 7 dage efter nymåne. Foto: Ola Jakup Joensen.
Månen optaget med 40cm kikkerten 29. november 2014, 9 dage efter nymåne. Foto: Ola Jakup Joensen.
Månen optaget med 40cm kikkerten 29. november 2014, 7 dage efter nymåne. Foto: Ola Jakup Joensen.

Månen er et spændende syn i en stjernekikkert. Man kan tydeligt se, at det meste af overfladen er dækket af kratere.

Det er bedst at se Månen, når den er halv. Så lyser Solen på den fra siden i forhold til synslinien fra Jorden, så der er lange skygger, der får kraterrandene til at træde tydeligere frem. Ved fuldmåne lyser Solen på Månen fra samme retning, som vi ser den og derfor er der ignen skygger til at tydeliggøre detaljer på måneoverfladen.

I perioden fra nymåne til fuldmåne er det den højre side af Månen, der er belyst, mens det omvendt er den venstre side i perioden fra fuldmåne til nymåne.