Stjernerne kommer til byen

100 års jubilæet fortsætter i 2017 ved arrangementer i en række byer.

Astronomisk Selskab havde 100 års jubilæum i oktober 2016. Vi fortsætter jubilæumsfestlighederne ved en lang række arrangementer i byer over hele landet over nogle måneder i 2017. Stjernehimlens spændende objekter præsenteres ved observationsarrangementer, foredrag og plancheudstilling.

Alle steder sker det i tæt samarbejde med lokale undervisnings- og formidlingsinstitutioner, biblioteker, astronomiforeninger lokale observatorier og andre samarbejdspartnere. På den måde synliggøres de mange forskelligartede astronomiske aktiviteter, der finder sted over hele landet.

Plan

Indtil videre er der lagt planer for disse byer i 2017:

2-21. marts: Roskilde
23. marts – 26. april: Odense

Yderligere oplysninger hos kontaktpersonerne for hver by eller hos Michael Quaade, 4032 3553

Observationer, foredrag

Observationer, foredrag mv. tilrettelægges i almindelighed af de lokale samarbejdspartnere. I nogle tilfælde medvirker folk fra Astronomisk Selskab ved f.eks. at holde foredrag. Observationerne kan omfatte både observationer af nattehimlens objekter om aftenen og Solen om dagen. Vejret spiller en stor rolle for observationsmulighederne, så det er i almindelighed ikke muligt på forhånd at fastlægge hvilke dage, det bliver.

Solobservation
Solobservation på Hestetorvet i Roskilde

Plancheudstillingen Danmark i Rummet

Et helt centralt led in projektet er udstillingen Danmark i Rummet, der på 36 store plancher viser en lang række spændende astronomiske temaer med særlig vægt på danske forskeres indsats – lige fra Tycho Brahe og stjernehimlen til Andreas Mogensen og hans rumrejse i 2015.

Danmark i Rummet - udstilling
Udstillingen Danmark i Rummet på Hestetorvet i Roskilde.

Jubilæumsbog

Som led i jubilæet har en række forskere ved danske universiteter skrevet en flot, illustreret bog med titlen Verdensbilledet i forandring – et hundredårigt perspektiv. Her gennemgås hvordan vores opfattelse af det univers, vi lever i, har ændret sig markant gennem de sidste 100 år. For børnene er der udkommet otte nye små bøger om Rummet i Forlaget Epsilons serie Vild med Viden.