KIldemarked i Tisvilde 2017

Dato:
05/08/2017 - 06/08/2017

Tid:
12:00 - 16:00

Sted:
Kildemarkedspladsen

Kategori:

Lørdag 5. august kl. 12-18 og søndag 6. august kl 10-16

Hvert år er der stort Kildemarked i Tisvilde, hvor lokale kunsthåndværkere sælger egne produkter. Wieth-Knudsen Observatoriet er med og viser – hvis vejret arter sig – Solen frem i solkikkerten og fortæller og svarer på spørgsmål om astronomiske emner.

WKO-pavillonen ved Kildemarkedet 2015. Foto: Michael Quaade

Lørdag 5. august efter koncerten på kildemarkedet kl. ca 22 og frem viser vi nattehimlens objekter frem på observatoriet-

De to solkikkerter er forsynet med hver sin type filter, der viser hver sine detaljer på Solen.

Fuld-spektrum filtret på den blå kikkert
Filtret på den blå kikkert er et fuld-spektrum filter, der lader alle bølgelængder slippe igennem. Det  dæmper lyset, så  kun en hundredetusindedel af Solens lys,  der når frem til øjet.

Et fuld-spektrum filter viser kun fotosfæren, det dybeste lag i solens atmosfære. Det er herfra at størstedelen af Solens lys udsendes. Her kan man bl.a. se solpletter. Solpletterne er mørke områder på soloverfladen. De opstår ved at magnetiske fænomener transporterer energi væk fra fotosfæren og køler den af, så den i solpeltterne har en temperatur på 4000-4500K i stedet for fotosfærens normale 5800K. Det er temperaturforskellen, der får dem til at virke mørke i sammenligning med resten af solskiven.

Fuld-spektrum filter er anbragt foran teleskopets objektiv. Det viser Solen i en orange farve. Det er en effekt af filtret og viser ikke Solens rigtige farve.

Hα smalbåndfiltret på den hvide kikkert
Dette filter lader kun lys med en bølgelængde på 656nm, der svarer til Hα spektrallinien fra brint, slippe igennem. Vores øjne opfatter det lys som rødt, så Solen fremtræder med en smuk dybrød farve. Det skarpe lys fra fotosfæren  med netop denne bølgelængde absorberes af brintatomer i kromosfæren,   det lag i solatmosfæren, der ligger lige over fotosfæren. Derfor er fotosfæren ikke så dominerende i Hα lys som i hvidt lys.

Kromosfæren lyser væsentlig svagere end fotosfæren, men det meste af dens lys udsendes netop i Hα spektrallinien.  Ved en total solformørkelse ser det sidste af solranden, der forsvinder bag Månen rødt ud. Det er det røde Hα lys fra kromosfæren, man ser ved en sådan lejlighed. Kromosfæren viser mere struktur en den ensartede fotosfære og denne struktur er synlig i Hα filtret.  Det er bl.a. muligt at se protuberanser – store buer af svagt lysende materiale, der strømmer langs solens magnetfelt. Protuberanserne fremtræder af og til langs solranden, hvor de ses på baggrund af himlen, der er helt mørk i Hα  lys. Man kan også tydeligt se en grynet struktur i kromosfæren, der skyldes konvektionsstrømninger.

Indlæser kort...